23948sdkhjf

Kulturpas giver udsatte unge entré til koncerter og biografture

Et flertal i Folketinget er enig om model for kulturpas på 2000 kroner til udvalgt gruppe af unge under 25 år

Et besøg på museum. Eller adgang til en dødsmetalkoncert. Det kan blive to af mulighederne for de udsatte unge, der bliver en del af det kommende kulturpas, som SVM-regeringen allerede varslede ved regeringsdannelsen i december 2022.

Regeringen har onsdag landet en aftale om kulturpasset med et flertal i Folketinget. Med i aftalen er SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet.

De omkring 43.000 unge mellem 15 og 24 år, som ikke er i uddannelse eller har beskæftigelse over 18 timer om ugen, kommer til at få et digitalt betalingskort med 2000 kroner til rådighed.

- Jeg tror på, at kulturen, foreningslivet og idrætten kan give uvurderlige oplevelser for den enkelte og skabe vigtige fællesskaber, som kan give de unge mod på livet og selvværd, som i sidste ende ruster dem til at komme i job og uddannelse, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i en pressemeddelelse.

Forsøget kører i første omgang til og med 2026.

Pengene kan de unge bruge til for eksempel at få billet til en fodboldkamp eller selv dyrke sport. Eller de kan besøge kunsthaller, gå til rollespil, tage på højskolekurser eller gå i biografen.

Konkret kommer det kommende kulturpas til at køre gennem to forsøg, hvor det digitale betalingskort er det ene.

Her skal et såkaldt nationalt partnerskab sørge for at hjælpe de unge med at finde nye fællesskaber.

Organisationer inden for dansk kultur- og idrætsliv skal finde de unge og sørge for, at de kan finde de kulturelle oplevelser, der passer til dem.

De unge vil kunne bruge kulturpasset på 2000 kroner fra sommeren 2025 og frem til udgangen af 2026.

Det andet forsøg handler om, at der skal etableres op til 15 længerevarende forløb for grupper af unge. De skal med kultur, fritid og idræt som løftestang hjælpes ind i beskæftigelse og øget trivsel.

Dette forsøg, som begynder i begyndelsen af 2025, skal trække på erfaringer fra eksisterende forsøgsordninger i landet.

Der blev på finansloven for i år afsat i alt 140 millioner kroner til og med 2026 til forsøget med kulturpas.

De Konservative er ikke gået med i aftalen, selv om partiet har sympati for idéen om et kulturpas.

- Vi tror ikke på, at udsatte unge mennesker vil benytte et kulturpas til en teaterforestilling.

- Derfor kan Konservative ikke bakke op om et nyt kulturpas, som både bliver dyrt for skatteborgerne, og ikke kommer til at virke i praksis, siger kulturordfører Birgitte Bergmann (K) i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047